Martyr og Helgen
Der findes, fra de første kristne århundreder, vidnesbyrd om at man i Lydda i Palæstina har fejret mindet om en martyr ved navn Georg. Men det vides ikke andet sikkert om denne Georg end han var martyr.
Sct. Georg og dragen
Derimod finder der en mængde græske legender om hans martyrium. De er alle variationer af én og samme legende fra det 5. Århundrede, som foregiver at være skrevet af et øjenvidne. Dette ”øjenvidne” fortæller, at Georg var Kappadonisk officer i den kejserlige hær, og at har for den kristne tros skyldgennemgik en meget lang række grusomme pinsler og henrettelsesforsøg uden at lide den mindste skade.
Georg blev en af Østkirkens store helgener, men det var først på korttogenes tid, at hans kult også i Vesten fik en vældig udbredelse. Da de franske korsfarere i 1098 belejrede Antlochia, havde de taget den uovervindelige ridder og martyr til skytsengel. Det samme gjorde Richard Løvehjerte, og Sct. Georg blev nu også i Vesten en af de store helgener. Medvirkende hertil var, at man foruden martyriet og uovervindeligheden, knyttede den gamle forestilling om dragedræberen til hans navn. I Legenden Aurea finder vi begge elementer forenet i én legende, som blev almeneje.
En by i Kappadonien (i Lilleasien) var truet af en drage. Den boede i en sø. Og så frygtelig var den, at blot dens åndepust bragte død over beboerne. Hver dag krævede den to får, og til sidst, da bestanden tyndede ud, bød Kongen, at byen skulle ofre et får og et menneske.
En dag traf loddet Kongens egen datter. Skønt han jamrede og ville udslå sig, måtte Kongen som alle andre lyde loven, og kongedatteren bad sin fader om hans velsignelse og begav sig ud på den tunge færd. Da kom Georg ridende forbi, han spurgte pigen, hvorfor hun græd, men hun svarede: ”Fly, kære ungersvend, hvis du ikke vil dø som jeg må det”. Men da Georg hørte hvilken skæbne, der ventede hende, og da han så dragen nærme sig, besteg han atter sin hest, gjorde korsets tegn, og gennemborede uhyret med sin lanse. Derpå bød han hende at binde dragen med sit livbånd, og den fulgte lydigt ind i byen, hvor Georg – efter at alle havde taget den kristne tro – gjorde det af med dragen.
Kongen lod da bygge en kirke ved en kilde, hvor mange syge senere blev helbredt. Men Georg gav sin belønning til de fattige, formanede Kongen med fire gode råd og drog videre. I de dage var der grumme forfølgelser af kristne, og skønt tusinder vandt martyrkronen, faldt dog mange fra. Da Georg så dette, fordelte han alt sit gods blandt de fattige, byttede soldatens dragt med den, som de kristne bar, gik ind i deres midte og råbte med høj røst til de hedenske dommere: ”Alle jeres er onde ånder”. Han blev straks pågrebet og matret på det grusomste, men en engel helbredte hver gang hans sår. Selv trolddomskunster var uden virkning, og troldkarlen lod sig overbevise og omvende.
Til sidst lod Georg som om han ville give efter, og lovede at tilbede afguderne. Men i templet bad han til gud, og hans bøn blev hørt; Jorden revnede, og lynild fortærede både Tempel og gudestøtter. Næste dag blev Georg halshugget. I sin sidste stund bad han gud om at bønhøre dem, der bad i hans navn. En stemme svarede, at det skulle ske som han ønskede.
