Sådan bliver man Frimurer

Sådan bliver man frimurer
Der er tre formelle krav for at man kan blive optaget som frimurer:

  1. Man skal være mand og være fyldt 21 år
  2. Man skal tro på et højere væsen (man kan ikke være ateist)
  3. Man skal have et godt omdømme

Vi ved dog af erfaring, at det er en stor fordel, hvis din samlever er indforstået med, at du bliver frimurer, så du bør tale din beslutning igennem med din samlever.

Forslagsstiller/anbefaler
For at blive medlem af Logen, skal man have en forslagsstiller og en anbefaler (nogen gange kaldet “faddere”), som skal hjælpe dig med at finde dig til rette i logen. Hvis du allerede kender en frimurer, er det naturligvis optimalt, da I da nemt kan tale din beslutning igennem og hjælpe dig med de spørgsmål du eventuelt har, men hvis du ikke kender nogen frimurer, vil vi i Logen gerne hjælpe dig med at finde henholdsvis en forslagsstiller og en anbefaler.

Engagement
Som frimurer forventer Lauget, at du er villig til at lægge engagement og energi i loge arbejdet, der er meget anderledes end de fleste traditionelle fritidsaktiviteter. Det er vigtigt, at du er indstillet på at deltage flittigt i logens aktiviteter, både for fællesskabet og for din egen udviklings skyld. Du skal også være åben for nye indtryk, nogle specielle og enestående ritualer samt en anderledes og udfordrende symbolverden.

For livet
Det Danske Frimurerlaug (DDFL) er ikke en forening, man bare melder sig ind og ud af efter forgodtbefindende. At være frimurer betyder noget ganske særligt for det enkelte medlem. Derfor er det oftest et medlemskab for livet, man siger ja til ved optagelsen, men selvfølgelig er det muligt at melde sig ud igen.

Kjole og Hvidt

Hvad koster det
Medlemskontingent er for Sct. Georg til Fidelitas kr. 800 i kvartalet. Desuden betales et engangsoptagelsesgebyr når man første gang bliver optaget, samt et forfremmelsesgebyr når man bliver forfremmet til en ny grad, dette beløb varierer. Forfremmelse til en højere grad er i øvrigt ikke obligatorisk.

Desuden skal påregnes udgifter til arbejdstøj; Kjolesæt med sort vest, hvid skjorte, hvide handsker,
hvid butterfly og sorte sko og strømper. Bemærk, hvid vest som vist på billedet, anvendes kun ved særlige lejligheder.

Efter hver logeaften afholdes der brodermåltid som er frivilligt, men anbefalelsesværdigt at deltage i. Menuen varierer fra gang til gang og skifter mellem enten smørrebrød eller en varm ret, dette varierer dog fra tid til anden. Prisen for dette er ca. 125 kr. pr. gang eksklusiv drikkevare.